På vej i toget læste jeg et interview med Claus Meyer, der rørte min dybt. Det var om hans nedtur og vejen op igen. Det om barndommens stemmer hjemme fra Lolland, der fortsat talte og boede i ham.

”Du er ingenting værd og Du kan da ikke noget som helst” sådan lød hans fars stemme og den kørte non-stop, særligt efter hans Amerikanske drøm var slået fejl og restauranten han havde været med til at starte i New York gik konkurs.

Og Claus Meyer begyndte at tro på ordene hans far havde sagt. Han skammede sig. Forlod knap lejligheden for han kunne ikke se nogen i øjnene. Og gik ned med en depression.

Men han kunne stadig cykle, så det gjorde han, men med musik i ørene for at  skærme sig fra omverdenen.
Gospelmusik for fuld udblæsning og pludselig en dag på vej til Lyngby trængte en ny stemme fra gospelmusikken ind, der sagde; ”Du er elsket” og lige den dag, i det han hørte det var han i stand til at tage den til sig og den begyndte at overdøve barndommens nedbrydende stemmer.

”Du er elsket” sådan lyder det i 1. Johannes brev til os, som en kærlighedserklæring fra Gud. Så enkelt er det kristne budskab til os; at vi allerede er elsket og at Gud  har tiltro til os.

Og med de ord, der slår rod i hans sind, begynder livet at pible frem på ny. Som forårsbebuderne lige nu skyder op af den kolde våde jord. Og Claus Meyer vendte tilbage til ”livet”, men med en ny erfaring af, at Guds kærlighed danner grunden, som livet kan vokse ud af.

Og påske er festen for livet.

Kristus gik ud af graven, for at give livet til os.

Det evige liv- men også livet her.