08/08/2024 0 Kommentarer
Præsten Skriver...
Præsten Skriver...
# Hanne Munk
Præsten Skriver...
Skrevet af Hanne Munk i Oue-Valsgaard Kirkeblad marts-maj 2023
Det er forår udenfor og i skrivende stund pibler grønne stilke op igennem jorden og bebuder, at der snart kommer forår og sommer. Man bliver helt glad indvendig, når solen kommer frem og varmer og minder os om det samme.
Samtidig skrives dette kirkeblad med det store jordskælv i Tyrkiet og Syrien som baggrund. Frygteligt mange mennesker er omkommet, mange har mistet en eller flere, som de holdt af - måske også deres hjem og meget mere. Det er som om problemer, sygdomme, krige og naturkatastrofer ingen ende vil tage.. Det har vi desværre nok ret i.
Vi er heldige – privilegerede – at vi bor et så trygt og godt sted på jorden, hvor der ikke går jordskælvslinjer under fødderne på os, og hvor der ikke er krig eller ufred.
Den walisiske digter Dylan Thomas, der levede et alt for kort liv fra 1914-53, skrev et digt hvor første vers lyder:
Do not go gentle into that good night, (Gå ikke bare værdigt ind i den store nat)
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light. (Kæmp, kæmp imod at lyset dør bort)
Hvis man har set filmen Interstellar, har man sikkert mødt digtet der, da det har en central placering i en i øvrigt smuk, fascinerende og meget speciel film, der også inkluderer begrebet tid og fysikkens love en hel del
Digtet handler om, ikke bare at affinde sig med mørket, men at kæmpe imod det - også når det er en svær og hård kamp, der ligger foran. Selv trods død og undergang, katastrofe og modgang, så vil Dylan Thomas have os til, ikke bare at acceptere det – nej, vi kan da i det mindste kæmpe imod, med alt, hvad der er muligt!
Dylan’s digt, er et digt som jeg undertiden vender tilbage til. Det taler imod fristelsen til bare at sætte sig selv i offerrollen - både hvad angår de store problemer for vores jord og de små problemer, som vi støder ind i. Det er så fristende at sige; “at vi jo ikke kan gøre noget ved det,” - at have lyst til at flygte fra det hele.
Men i stedet opfordres vi her til at finde ud af, hvad hver af os måske rent faktisk kan gøre! Vi skal ikke alle sammen redde verden som supermænd, men vi opfordres til at kæmpe imod, ikke bare give op.
Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder
Da er livet ej så svært, døden ikke heller.
Sådan hedder den samme tanke, som er formuleret i salmen Altid frejdig hvor du går.
Sæt ikke jeres lys under en skæppe, men på en stage, så skinner det for alle i huset – sådan var der også engang en der sagde det, nemlig Jesus i Bjergprædikenen.
Hilsen Hanne Munk
Kommentarer